Ofte stillede spørgsmål

Få svar på ofte stillede spørgsmål om Boserup Keramik. Her kan du få svar på, om din keramik kan komme i opvaskeren, om vaserne er vandtætte, om hvordan keramikken produceres og meget mere.

Kan du hjælpe mig med at finde en gave?

Kan du hjælpe mig med at finde en gave?

JA! Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at finde den helt rigtige gave! Der er mange, der giver keramik i julegave, som indflyttergave, i bryllupsgave eller som firmagave, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at finde den helt rigtige ting, der passer til dit budget.

Håndlavet keramik er en rigtig god gave, hvor der følger en god historie med, og som er hel unik. Når du har valgt et stykke keramik, sørger jeg for at pakke det godt ind i beskyttende emballage, så det er klar til, at du kan pakke det ind i gavepapir og sætte et smukt bånd på.

Kan jeg lave en særbestilling hos Boserup Keramik?

Kan jeg lave en særbestilling hos Boserup Keramik?

Nej – jeg laver desværre ikke keramik på bestilling, selvom det er meget fristende. Jeg laver keramik ved siden af mit fuldtidsarbejde, og jeg vil gerne have så meget tid som muligt til de idéer, jeg har. Men hvis du har en god idé, du gerne vil dele, så er jeg altid klar på en snak om ler!

Hvornår bliver der lagt ny keramik i shoppen?

Hvornår bliver der lagt ny keramik i shoppen?

Så hurtigt som muligt! Keramik er en langsommelig proces med mange delprocesser, og jeg forsøger at ‘go with the flow’ og være langsom, så jeg fylder ovnen helt, inden jeg brænder – af bæredygtige og økonomiske grunde. Da jeg har et fuldtidsarbejde og keramikken er et fritidsprojekt, kan det godt tage mig 2-3 måneder at skabe nok til en forglødningsovn. Keramik tager tid, så hold øje med Instagram, hvor jeg løbende lægger stories og opslag op om, hvornår der er nyt på shoppen.

Kan keramik komme i opvaskeren?

Kan keramik komme i opvaskeren?

Ja, keramik kan godt komme i opvaskeren. Jeg anbefaler, at du veksler mellem håndopvask og opvaskemaskine for at passe på keramikken. Alt keramik fra Boserup Keramik kan komme i opvaskeren, fordi det er lavet af stentøj og brændt til 1245 grader.

Er vaserne vandtætte?

Er vaserne vandtætte?

Ja, alle vaserne hos Boserup Keramik er vandtætte, da de er brændt til stentøjstemperatur på 1245 grader. Alle vaserne er glaseret indvendigt, så de er nemme at rengøre. De kan også komme i opvaskemaskinen.

Kan keramik tåle frost?

Kan keramik tåle frost?

Ja – og nej. Keramik fra Boserup Keramik er som udgangspunkt frostsikker i sig selv, men hvis du fylder en skål med vand, eller den bliver fyldt med regnvand, som sidenhen fryser, vil vandet udvide sig helt op til 10%, og det kan få keramikken til at slå revner og blive ødelagt.

Hvor produceres keramikken?

Hvor produceres keramikken?

Jeg laver keramik i mit værksted i Overby syd for Skanderborg. Her har jeg også min lille keramikbutik, som du kan besøge, hvis du er nysgerrig på hvad jeg laver, eller gerne vil have din nye keramik i hænderne, inden du køber det. Du kan aftale et tidspunkt – bare skriv en mail til mig på katrine@boserupkeramik.dk eller skriv til mig på Instagram.

Hvordan produceres keramik?

Hvordan produceres keramik?

Alt min keramik er håndlavet og unik. Enten drejer jeg keramikken på drejebænken, ellers former jeg det med pølseteknik, pladeteknik eller andre teknikker. På den måde bliver hvert stykke keramik hel unik. Når keramikken er blevet til en kop, en vase, en skål eller noget helt andet, skal det oftes ‘drejes af’, som betyder, at jeg fjerner overskydende ler i bunden, når keramikken er tørret lidt. Det er også her, jeg laver den karakteristiske bund, som du vil kunne finde på min keramik.

Når keramikken er drejet af, skal det først forglødes i keramikovnen. Her bliver keramikken brændt til 900 grader, som er en proces der gør keramikken klar til at suge glasuren til sig. Når keramikken er kølet af, glaserer jeg typisk ved at dyppe emnerne i den glasur jeg har udvalgt. Når jeg har glaseret, skal keramikken forsigtigt placeres i ovnen igen, hvorefter det bliver brændt til 1245 grader, og dermed bliver til det stentøjskeramik, du kender.

Hvor kommer leret fra?

Hvor kommer leret fra?

Det ler, jeg bruger, kommer fra et lerbrud i Tyskland. Det er stentøjsler af høj kvalitet, og jeg kan godt lide, at leret ikke skal sendes hertil fra den anden side af jordkloden.

Hvorfor er kopperne ikke ens?

Hvorfor er kopperne ikke ens?

Keramik er unik, og lige så forskellige som vi er. Vi har alle sammen forskellig smag, når vi skal vælge kopper. Vi har forskellige hænder og forelsker os derfor i forskellige former og farver. Nogle kan lide hanke, andre kan ikke – nogle elsker store kopper, andre elsker små kopper – nogle er til de stramme og skarpe former, andre til de mere buttede – og så videre.

Er keramik bæredygtigt?

Er keramik bæredygtigt?

Både og. Det kræver energi at grave leret op af jorden og transportere den fra Tyskland til Danmark, men når det kommer ind til mit værksted, forsøger jeg at arbejde så bæredygtigt som muligt. Strømmen der går til at brænde keramikken kommer fra vores egne solceller eller fra vindmøller. Jeg genbruger desuden alt det overskudsler, der måtte være, og det samme gør jeg med mine glasurer – her opsamler jeg det overskudsglasur, der måtte være på rørepinde, spande osv., så det kan blive til nye unika glasurer.

Hvis du giver et stykke håndlavet keramik fra Boserup Keramik i gave, er det betydeligt mere bæredygtigt end at give noget, der er transporteret hertil fra den anden side af jordkloden, og samtidig er du med til at støtte dit lokalområde, ved at bruge pengene her. Dét synes jeg giver mening!

Hvorfor kan der være variationer i glasuren?

Hvorfor kan der være variantioner i glasuren?

Når keramikken skal i ovnen for sidste gang og glasurbrændes, brænder jeg til 1245 grader. Det er en meget høj temperatur og selv små temperatursvingninger kan være med til at skabe variationer i glasuren. Hvordan glasuren opfører sig afhænger også af hvad der står ved siden af, da glasurerne frigiver en masse dampe og kemi, hvorfor tingene i ovnen har indflydelse på hinanden og resultatet.

Kan jeg købe keramik som et firma?

Kan jeg købe keramik som et firma?

Sagtens, og jeg hjælper også gerne med at finde den helt rigtige firmagave, hvis du er i tvivl om, hvad du skal bruge.

Når du køber keramik her på siden, får du en kvittering, som du kan bruge i dit regnskab. Hvis du vil foretrække at få tilsendt en faktura, så kan du skrive til mig på katrine@boserupkeramik.dk, så finder vi en god løsning sammen.

Hvad er leveringstiden?

Hvad er leveringstiden?

Leveringstiden er 3-5 hverdage. Når du har lagt en ordre her i shoppen, bestræber jeg mig på at sende din ordre senest dagen efter, så din nye keramik hurtigt kan komme frem. Vær dog opmærksom på at bestille i god tid, hvis du skal bruge keramikken til julegave, for december er en travl måned.

Kan jeg fortryde mit køb?

Kan jeg fortryde mit køb?

Ja, selvfølgelig. Du har altid 14 dages fuld returret på varer købt i webshoppen. Du kan læse mere i handelsbetingelserne om, hvordan hele processen for returnering er.

Fotograf: Ida Marie Jensen

Indkøbskurv
Scroll to Top